Foto: Mark Knudsen

Nej til kommuneaftale: Et velfærdssvigt, der vil føre til forringelser

Enhedslisten stemmer som det eneste parti i KL nej til den netop indgåede kommuneaftale. Der er ikke afsat penge nok til at dække de udgifter, som følger med flere ældre, selvom der aldrig har været så mange penge i det danske samfund. Et velfærdssvigt, siger Per Clausen, Enhedslistens medlem af KL’s bestyrelse.

Enhedslistens medlem af KL’s bestyrelse, Per Clausen, siger:

–          Med økonomiaftalen mellem KL og regeringen får kommunerne reelt kun 1,2 milliarder mere til velfærd næste år i forhold til i år. Når vi ved der er brug for 1,4 milliarder kroner til bare at dække de ekstra udgifter til flere ældre, betyder det her forringelser i den kommunale velfærd. Det resultat kan vi i Enhedslisten selvfølgelig ikke acceptere, og vi har derfor stemt nej til aftalen i KL’s bestyrelse.

–          Aldrig har der været så mange penge i det danske samfund. Alligevel kan regeringen og KL ikke finde penge til at dække de ekstra udgifter, som kommunerne får i de kommende år i forhold til at sikre en anstændig behandling af mennesker med handicap, skabe ordentlig arbejdsvilkår for medarbejderne og kvalitet i folkeskolen eller de nye udgifter til det nære sundhedsvæsen. Det er et velfærdssvigt fra regeringen og KL’s side.

–          Det er uforståeligt, at vi ser en sådan forringelse af velfærden, mens et stort flertal i Folketinget taler om, at de ønsker flere penge til velfærd. Vi ønskede handling frem for ord. Sådan blev det ikke, og det er dybt skuffende