Line Barfod foran Christiansborg

Line Barfod: Invester i et samfund, hvor vi passer på hinanden og på vores planet!

Tale til demonstrationen “ Nødråb fra kommunerne” ved Folketingets åbning 3. Oktober 2023

Af Line Barfod  Teknik– og miljøborgmester (Enhedslisten) Københavns Kommune

TAK for dette initiativ og tak for jeres nødråb. Der er brug for det!

I stort set alle kommuner og regioner spares der og spares der.

I Københavns Kommune måtte vi i foråret genåbne budgettet for at skære ned på socialområdet og børne- og ungeområdet. Midt i et budgetår. På socialområdet er der i forvejen alt for få penge. Nu er der skåret yderligere. Så de mest udsatte borgere får hjælp for sent og mister hjælpen for tidligt.

Og med budgettet for 2024 skal der igen skæres ned. Det samme hører vi fra den ene kommune efter den anden.

Og regionerne udsender nødsignaler om at de ikke længere kan sikre, at syge mennesker får den rette behandling i tide.

 

Vores velfærd som det har taget flere generationer at bygge op, er ved at blive flået fra hinanden.

Sundhedsvæsenet kan ikke følge med behovet
Vuggestuer, børnehaver og skoler kæmper for at få enderne til at hænge sammen.
Der skæres på uddannelserne.
Ældre får beskåret deres hjælp.
Det sociale sikkerhedsnet er fyldt med store huller.
Mennesker der har brug for hjælp skal ofte kæmpe i årevis og får det imens dårligere og dårligere. Ofte får deres pårørende det efterhånden selv så dårligt, at de også skal have hjælp.
De store gamle institutioner der blevet afskaffet i 80’erne er ved at blive genindført, fordi det er billigere end mange små botilbud.
Den kollektive trafik er udsultet og der lukkes flere og flere ruter, samtidig med at priserne stiger og stiger.
Flere og flere ansatte flygter fra stillingerne og det er blevet sværere at få nye ansat.

Hvorfor ?

Vi er et af de rigeste lande i verden. Velstanden stiger og stiger.  Folk kan købe mere og mere.  Anders Fogh Rasmussen havde en plan, da han kom til magten for over 20 år siden.  Et skattestop skulle gøre, at folk fik flere og flere penge i deres privatøkonomi.

Samtidig skulle et loft over de offentlige udgifter udhule velfærden mere og mere.

De to greb tilsammen vidste han, ville få flere og flere til at vælge forsikringsordninger og private løsninger. Og dermed undergrave velfærdssamfundet.

Vi ser det tydeligst på sundhedsområdet, hvor flere og flere bliver omfattet af sundhedsforsikringer og køber sig til undersøgelser og operationer på privathospitalerne.

Men det er langt fra alle der kan vælge den løsning. Enten fordi man ikke har råd. Eller fordi man fejler noget, som privathospitalerne ikke vil tage sig af. Så uligheden i sundhed stiger og stiger.

Skiftende regeringer har siden Anders Fogh fulgt den samme fremgangsmåde. Uanset om de kaldte sig røde eller blå.

Og nu ser vi det igen.

Statskassen bugner af penge. Hver gang finansministeren kigger i den finder han flere milliarder.

Men Mette Frederiksen og Nikolaj Wammen vil ikke give penge til en ordentlig velfærd. De siger at det vil højere inflation.

Men samtidig vil de give skattelettelser. Det giver ingen mening. Hvis der er noget der kan give højere inflation, så er det da skattelettelser. Især når det er til de rigeste.

Kommunal- og regionspolitikere på tværs af partier kræver højlydt flere penge til velfærd.

Fortæller om at man for længst har skåret ind til benet og nu er i gang med helt at skære benet af.

Alligevel skal vi høre fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne på Christiansborg, at der ikke kommer flere penge.

Men det går ikke længere!

Vi bliver nødt til at få gang i et kommunalt oprør.

På tværs af kommuner, regioner, fagbevægelse, forældreorganisationer, patientorganisationer, elev- og studenterbevægelse, sociale organisationer og alle andre, der ønsker fortsat at have et velfærdssamfund i Danmark.

Også fordi vi står midt i en galoperende klimakrise.

Mange af os der står til endnu engang at få skattelettelser, har ikke behov for flere penge til at kunne købe endnu flere ting, vi så kan smide ud. Med voldsom CO2 belastning og ressourceforbrug.

Vi har langt mere brug for, at vores børnehaver, vores skoler og vores sundhedsvæsen fungerer. At vores offentlige administration fungerer. At vi kan være sikre på at få hjælp, hvis vi får behov for det.

Og vi har brug for at der prioriteres tid og omsorg.

  • Tid og omsorg udleder ikke CO2.
  • Tid og omsorg bruger ikke løs af jordens ressourcer, som om der var fire planeter.
  • Tid og omsorg udleder ikke mikroplast og andre forurenende stoffer.

Derfor er brug for at vi sammen råber højt i alle kommuner og regioner over hele landet.

Vi skal råbe så højt, at de kan høre det i regeringen og i folketinget.

  • Drop skattelettelserne.
  • Invester i velfærd og i den grønne omstilling.
  • Invester i et samfund, hvor vi passer på hinanden og på vores planet.