Budgetloven presser kommuner til øget privatisering

Kommuner bliver presset til at undgå langsigtede investeringer og lave flere offentligt-private partnerskaber, fordi budgetloven giver mulighed for sanktioner, hvis det årlige anlægsloft overskrides. Men de private løsninger er ofte dyre og usikre, skriver finansordfører Rune Lund (EL).

Af Rune Lund (EL) Finansordfører for Enhedslisten

Budgetloven er med til at skabe en overdreven spareadfærd kombineret med uhensigtsmæssig brug af midlerne – ”benzinafbrænding” – sidst på året. Men det stopper desværre ikke der med budgetlovens dårligdomme.

Budgetloven tvinger nemlig også kommunerne til at tage kortsigtede beslutninger. Når kommunerne ikke kan balancere deres budgetter over en årrække, tvinges de til at træffe kortsigtede beslutninger. Det bliver umuligt at investere i projekter, som kan give afkast over en årrække. Dermed fratages kommunerne mulighed for at investere i projekter, som er samfundsøkonomisk rentable og snusfornuftige.

Et eksempel på dette er sociale indsatser, der med en større investering i år ét kan give afkast i form af sparede udgifter i år tre, fire og fem. Et lignende eksempel er energirenoveringer, som er rentable. Disse er underlagt anlægsloftet, der jo med budgetloven er fastsat på årlig basis, selv om investeringerne kan tjene sig selv hjem på en kortere årrække og dermed bør ses i flerårigt perspektiv.

Ansporer til privatisering

Budgetloven presser ligeledes kommunerne til privatisering. Det skyldes, at budgetloven indeholder muligheden for sanktioner over for kommuner og regioner, hvis de ikke overholder det anlægsloft, der er indskrevet i økonomiaftalerne. Kommunerne kan således få lov af indenrigsministeren til at omgå anlægsloftet ved at lave offentligt-private partnerskaber (OPP), hvor det offentlige over 20-30 år lejer en bygning eller lignende af en privat virksomhed, der opfører, designer, vedligeholder og drifter bygningen.

Problemet med den private løsning er, at den stort set altid er dyrere, end hvis den offentlige myndighed selv var bygherre. Samtidig binder et OPP fremtidige by- og regionsråd på udemokratisk og uhensigtsmæssig vis til en stor driftsudgift i mange år ud i fremtiden uden at kende usikkerheden forbundet hermed – for eksempel demografiske, økonomiske eller landspolitiske ændringer.

Vismænd bakker op om kritik

De Økonomiske Råd (DØR), populært også kaldet de økonomiske vismænd, støtter en fjernelse af budgetlovens kortsigtede fokus og har udtalt kritik af budgetloven ved flere lejligheder. Senest udtalte DØR i sin forårsrapport 2017, at det stramme saldomål om højst strukturelt underskud på 0,5 procent af BNP, som er afspejlet i de udgiftslofter, som kommunerne er underlagt ifølge budgetloven, bør ændres:

Det er således hensigtsmæssigt at have løbende pejlemærker i form af mellemfristede saldomål, som er forenelige med en holdbar langsigtet finanspolitisk udvikling. Det forekommer imidlertid ikke hensigtsmæssigt med helt faste saldogrænser, som indebærer en stort set balanceret strukturel saldo.

Man kan udtrykke det sådan, at der er et behov for fleksible snarere end statiske saldomål. Danmark bør derfor arbejde for, at vi ikke af hensyn til disse saldogrænser i fremtiden vil blive tvunget til at foretage realøkonomiske opstramninger, som ikke er velbegrundede af andre hensyn.

Hårdt brug for opgør

En sådan ændring af budgetloven ville kræve, at man fjernede fokus på udgiftslofter og rigide sanktioner som styringsredskaber inden for den offentlige sektors økonomi. Oven i flere års underfinansiering af kommunernes og regionernes opgaver har vi hårdt brug for et opgør med budgetloven.

Både fordi det er bedst for velfærden og bedst for den mest effektive økonomiske styring, og fordi det frigør vores lokale og regionale demokrati fra de bindende og udemokratiske bånd, som et flertal i Folketinget har påtvunget dem.