Der er stadig brug for en udligningsreform

Regeringen, Socialdemokratiet og DF lover alle sammen flere penge til kommunerne. Men skævhederne består, når kommunerne ikke kan bruge pengene på velfærd. Derfor mangler vi stadig en solidarisk udligningsreform

Af Finn Sørensen Kommunalordfører

Forhandlingerne om udligningsreformen var knap nok brudt sammen i april, før regeringen var parat med 1,1 milliarder kroner til de kommuner, der stod til at miste penge på den nye opgørelsesmetode af udlændinges uddannelsesbaggrund. Det blev skrevet ind i økonomiaftalen for 2019. De pågældende kommuner må dog ikke sætte skatten op eller sprænge anlægsloftet.

Fra Altinget: Enhedslisten: Der er stadig brug for en udligningsreform

Kompensationen vakte vrede i de kommuner, der i årevis har fået for lidt af samme årsag. Dem kom Socialdemokratiet til undsætning i slutningen af september med forslag om et engangsbeløb på to milliarder kroner.

En uges tid senere var det så igen regeringens tur. Kommunerne skal have 1,4 milliarder kroner over to år til at dække tabet hos de kommuner, der mister penge ved den nye opgørelse af udgifterne til ældre og voksne med handicap.

Så ville Dansk Folkeparti også være med. Dog ikke med nye penge. De vil blot bruge regeringens 1,4 milliarder kroner til at genåbne ansøgningspuljen for vanskeligt stillede kommuner og så eventuelt lægge noget ekstra oveni.

I alt er der altså lovet 4,5 milliarder nye penge til fordeling mellem kommunerne.

Milliarder kan ikke bruges på velfærd
Det kunne kommunerne levere ret meget velfærd for. For eksempel kunne de ansætte cirka omtrent 9.000 flere medarbejdere til at forbedre servicen i daginstitutioner, skoler og på plejehjem. Det ville da batte noget i forhold til de 35.000 velfærdsjob i kommunerne, der er forsvundet siden 2. kvartal 2010.

Men sådan går det bare ikke. For kommunerne må ikke bruge de mange penge på bedre velfærd. Det kræver nemlig, at servicerammen bliver forhøjet tilsvarende. Og det er der indtil nu ingen af de gavmilde politikere, der har foreslået.

Pengene kan gøre godt i kommuner, der har ondt i likviditeten. Men det løser ikke de grundlæggende problemer: at omlægningen af refusionssystemet i 2016 straffer kommuner med store forsørgelsesudgifter til langtidssyge og langtidsledige. At budgetlovens hårdhændede sanktionsregime i årevis har presset kommunerne til at bruge færre penge til velfærd, end de måtte.

Og at skævhederne i udligningssystemet består, landsudligningen er simpelthen for lille til at tage højde for ændringer i befolkningssammensætning og centralisering af vækst, arbejds- og uddannelsespladser omkring de store byer. Og så er der bare generelt for få penge til velfærd.

Fordeling af elendighed løser ikke problemet
De mange nedskæringsbudgetter rundt om i kommunerne og Altingets nylige opgørelse over udviklingen i kommunernes skatteprocenter taler sit tydelige sprog. 47 kommuner har i dag en højere skatteprocent end i 2008, 17 kommuner en lavere procent.

Men skatten er især sat op i kommuner, hvor borgerne har små indtægter og i forvejen betaler en højere kommuneskat end i resten af landet. Det er højindkomstkommuner, der har sænket skatten, så niveauet hos disse kommuner nu ligger længere under landsgennemsnittet end for ti år siden.

Det er simpelthen en bunden opgave at genoptage forhandlingerne om en reform af refusions- og udligningssystemet. Det er både regeringen, DF og S klar over. Men har de forstået, at det ikke løser problemet blot at fordele den herskende elendighed på en lidt anden måde? Der skal simpelthen flere penge ind i systemet, vel at mærke penge, der må bruges til velfærd!

Enhedslisten har som eneste parti fremlagt et fuldstændigt og fuldt finansieret bud på en solidarisk refusions- og udligningsreform. Vi vil vende refusionssatserne på hovedet, så kommunerne får en rimelig kompensation for forsørgelsesudgifter, som de ikke har ret meget indflydelse på. Og vi vil hæve landsudligningen, så der tages højde for de reelle skævheder.

Vi ser frem til, at regeringen, DF og S kommer med nogle konkrete bud på de virkelige problemer. Enhedslisten er i hvert fald klar til at forhandle.