Økonomiaftalen mellem KL og regeringen dækker ikke kommunernes øgede udgifter til ældre, børn, mennesker med handicap og sundhedsområdet i 2020. Derfor stemte Enhedslisten imod aftalen i KLs bestyrelse, udtaler Per Clausen, Enhedslistens repræsentant i KLs bestyrelse.
- Et reelt løft på 1,7 milliard i den kommunale serviceramme skal ses i lyset af, at KL har beregnet, at de ekstra udgifter til ældre, børn, mennesker med handicap og sundhedsområdet i 2020 mindst løber op i 3 milliarder kroner. Det betyder, at landets kommuner skal ud i spareøvelser og omprioriteringer for at få budgetterne til at hænge sammen for 2020, fortsætter Per Clausen.
- Selv om denne aftale indeholder forbedringer i forhold til de sidste 10 års aftaler, kræver det nu en ekstraordinær stor indsats af Enhedslisten i finanslovforhandlingerne, hvis regeringen skal levere det løft i velfærden, som Socialdemokratiet lovede i valgkampen, siger Per Clausen.
- De store klima- og miljøudfordringer tages der slet ikke fat på at løse i denne aftale, selv om en realisering af regeringens forståelsepapirs mål kræver en aktiv indsats af landets kommuner. Det bliver derfor en vigtig opgave for Enhedslisten at få givet kommunerne og deres indsats en central placering i klimaforhandlingerne i folketinget, slutter Per Clausen.