KL-topmøde kræver revision af budgetlov

KL-topmøde vedtog en skarp kritik af budgetloven, som nu er til revision. Det var Helsingør Kommune, som havde rejse forslaget og det blev bakket op af KLs bestyrelse og blev vedtaget af topmødet.

Enhedslistens deltagere på mødet støttede forslaget, men lagde heller ikke skjul på, at man helst så at budgetlov helt blev skrottet.

Topmødet vedtog at kræve:

  • En automatisk regulering af driftsrammen efter den demografiske udvikling, så kommunerne er sikret grundlag for at opretholde velfærden
  • Indføring af flerårige budgetrammer så kommunerne kan planlægge med investeringer, der reducerer udgiftspresset på længere sigt
  • Undtagelse fra servicerammen for investeringer, der skaber besparelser på udgifter som ligger udenfor servicerammen, f.eks. på beskæftigelsesområdet.
  • Undtagelse fra anlægsrammen for investeringer i energibesparelser og andre forebyggende tiltag imod klimaforandringerne.
  • Ændring af sanktionssystemet på en måde der modvirker systematisk mindreforbrug i forhold til servicerammen, f.eks. ved at indføre en bagatelgrænse for overskridelser.